Åh nej … ikke gymnastik

Jeg er ikke tosset med sport. Jeg har ikke lyst til at se på det og bestemt heller ikke lyst til at dyrke det. Så hele mit liv har jeg undgået både at gå til det som publikum, og jeg har heller ikke dyrket det på noget plan.

Bortset fra dengang jeg var med Peter til brydning. Han havde gået til det nogle år, og vi var jo bedste venner, så hvorfor ikke? Vi var begge i 26 – 29 kilos klassen, og da vi kom ud i omklædningsrummet i Helsingør Hallen, gav Peter mig så den der dragt jeg skulle have på. Det var på dét tidspunkt at jeg vidste, at brydning aldrig ville blive min ting, men nu var jeg derude, og kunne ikke finde ud af at bakke ud, så jeg trak i trikoten der var fremstillet i  80% polyamid og med 20 % elastan som gjorde, at dragten sad perfekt til min 28 kilos tunge krop.
Vi kom ind i salen og startede med ‘en let opvarmning’. Måske var det let for de andre, men det var det ikke for mig, og inden selve brydningen skulle starte, havde jeg holdt et par pauser ude på de der lange træbænke som stod foran ribberne.
Efter opvarmningen skulle vi så i gang med hvad vi rent faktisk var kommet for: nemlig at prøve at vælte hinanden omkuld. Da jeg var ny, fokuserede træneren på mig, og fortalte at vi skulle at give hinanden en Flyvende Maren. På en eller anden måde skulle man hive modstanderen over ryggen, så denne landede på gulvet foran én. Jeg gjorde det først med Peter, og derefter skulle han gøre det med – eller måske mod – mig. Han fik fløjet mig over, og da jeg landede på ryggen på gulvet, fik jeg slået alt luft ud af kroppen, og siden har jeg ikke prøvet at dyrke sport.

Men Pigen er begyndt at gå til gymnastik. Jeg forestiller mig det er en god ting, da hun så vil kunne lære at styre sin fireårige krop lidt bedre, og da det er hendes mor der går med til det hver tirsdag, har jeg ikke rigtigt tænkt mig at kommentere det.
Men i sidste uge var Pigens mor blevet syg, og da jeg kom hjem fra arbejde kom hun løbende ud til mig og spurgte om jeg ville gå med hende. Jeg prøvede at forklare, at far ikke havde noget gymnastiktøj, at det vist nok var aflyst, at hendes veninde Pippi ikke kunne komme, at de sultne børn i Afrika ville være misundelige, at gymnastiksalen var brændt, men lige meget hjalp det, og på en eller anden måde fik hun mig overtalt. 

Gymnastiksalen var værre end forventet. Forældre og børn tonsede allerede glade og fro omkring da vi ankom, og jeg bemærkede, at den del af forældrene selv havde gymnastiktøj på. Jeg var iført min bogbrancheuniform der bestod af  fløjlsbukser, sort sweater og Doc Martens, og prøvede endnu engang at at overtale Pigen om, at hvor dårlig en idé det var.
Men hun var allerede hjemmefra klædt om i sin Hello Kitty dragt med strutskørt, og hurtigere end jeg kunne forhindre det, havde hun fået flyverdragten af, og spurtede ud på gulvet.
De andre forældre gad ikke rigtigt hilse på mig, men heldigvis startede øvelserne kort efter vores ankomst. Vi skulle starte med at lægge os i en rundkreds. Der skulle vi banke med hænder og fødder i gulvet, og hende der stod for det – sådan en pige i begyndelsen af trediverne med tunge bryster der svedte igennem hendes grå bomuldstrøje hvor der stod Ouvre Idrætshøjskole 1998 på, pegede på et af børnene som så skulle sige hvad vi nu skulle lave. Det resulterede i, at vi en del gange skulle op og ned fra gulvet for at rende rundt, hoppe og løbe efter hinanden – altså det Pigen og jeg normalt gør derhjemme – og efter tyve minutter blev der så båret madrasser, heste og andre forskellige redskaber ud i en rundkreds.

Nu skulle børnene så lege ikke-røre-jord i 20 minutter, og vi voksne kunne så gå lidt ved siden af dem og se stolte ud.
Jeg prøvede at komme i snak med en far ved at sige, at man da virkelig godt kunne drikke en stor fadøl nu, men tydeligvis var jeg den eneste af os der kunne det. Han så på mig som jeg var sindssyg, standsede op og udbrød ‘om jeg ikke var klar over, at det her faktisk er børnegymnastik?”.
“Tjoh …” mumlede jeg lidt flov, og skyndte mig hen til Pigen igen, som lige havde skubbet en lidt for langsom dreng væk fra en trekantet skumfidus de skulle klatre over. Jeg var stadig lidt rød i hovedet efter sportsfar havde sat mig på plads, og jeg var også lidt varm under min sweater, og forestillede mig, at der nu kunne der ikke gå længe inden jeg ville blive ramt af en bold et eller andet sted på kroppen, og pludselig befinde mig i en af de stikboldskampe jeg havde frygtet siden jeg startede i 1. C.

Det sidste skete heldigvis ikke, og min time i skærsilden afsluttedes da også uden de helt store problemer, men irritationen over at deltage i sådan noget, sad stadig dybt inde i min krop da vi forlod hallen.

Men da Pigen, mens vi traskede hjem gennem støvregnen fortalte, at det var godt jeg kunne komme med så jeg kunne se hvad det drejede sig om, tilgav jeg hende. Og det er sikkert ikke sidste gang jeg kommer til det.