Man gjorde en far fortræd

Det er sjovt, som voksne ofte stiller samme spørgsmål til børn, der er startet i skole. Jeg har lagt mærke til, at en af de første ting Pigen bliver spurgt om, når hun fortæller hun er startet i 0. V. er, om hun endnu er blevet sendt udenfor døren. Jeg ved ikke, om de automatisk tænker på deres egen skoletid, eller om de forestiller sig at Pigen, måske pga. hendes fædrene ophav, ikke kan sidde stille eller taler i timerne uden at blive spurgt, men folk spørger i hvert fald om det, og Pigen svarer altid artigt nej.

En dag under aftensmaden spurgte jeg selv.
”Nej, men det er August,” svarede hun. Det her var hendes anden skoledag.
”August blev ved med at tale og snakke, og selvom Ea sagde til ham, at nu skal du altså være stille August, så blev han bare ved.”
Jeg trak lidt på smilebåndet, og spurgte, hvad han havde sagt til det.
”Han ville ikke gå,” svarede hun hurtigt. ”Ea sagde, at kan du så gå ud August, men han blev bare siddende. Men så gik Ea ned og tog ham i armen og trak ham ud af klassen i armen og så begyndte han at græde. Men Ea sagde, at så kunne han måske lære at tie stille, og at de andre børn også godt kunne, og så måtte han stå derude i et stykke tid.”
Klasselokalet har en glasdør, og August måtte stå ude på den anden side, og kunne derfra se ind på resten af klassen. I lyset af, at det kun var anden skoledag, syntes jeg det var en lidt hård behandling, men når knægten nu ikke kunne være stille, og når lærerinden vurderede, at det var sådan det skulle håndteres, så sagde jeg ikke mere til det.

Næste aften faldt snakken igen på emnet, og August var igen blevet sendt ud. Jeg grinte mens Pigen fortalte, at han denne gang dog ikke var begyndt at græde, men blot havde rejst sig og forladt klasselokalet.

Tredje aften fortalte Pigen, at nu var August igen blevet smidt ud. Jeg var nået til det punkt, hvor jeg skraldgrinede af drengen, som ikke kunne forholde sig i ro, og Pigen fortsatte:
”Da han stod derude begyndte han at lave sjove ansigter,” – her viste Pigen mig nogle af ansigterne i hendes version, og ganske rigtigt så det ret skægt ud – ”så vi andre begyndte at grine. Men Ea opdagede det, og gik hen og åbnede døren, og så løb August ned ad gangen. Og så måtte Ea løbe efter.”
Da jeg spurgte, hvad der så skete, svarede Pigen: ”først sad vi helt stille, og så var det som om, at vi alle sammen ville løbe efter, og så rejste vi os op og løb efter Ea.”
Forestillingen om en seksårig dreng der løb på en gang med en 50-60-årig børnehaveklasselærerinde efter sig – og disse forfulgt af 25 grinende børn – fik mig til at tudegrine.
”August løb ind i puderummet, og Ea stod på den anden side og sagde, han skulle komme ud. Det ville han ikke, og så kravlede Ea ind. Men far, August løb forbi Ea, og ud igen, og tilbage ned ad gangen. Ea råbte at August skulle stoppe og hun var helt vildt sur, og vi løb alle sammen efter ham. Han løb ned i klassen, og da vi kom derned sad han bare inde på sin stol og tegnede.”
Her havde Ea skældt ham ud, og August havde været meget flov.
Efter de tre gange blev August ikke sendt udenfor døren igen. Nu vidste han, at han ikke skulle tale uden at række hånden op.

Der gik et par dage, og jeg fortalte mine forældre historien, som også de fandt morsom, og kom så med anekdoter om, hvor uopdragne børn er og det er forældrenes skyld.

Et par uger senere skulle jeg til sådan noget samtalehalløj på skolen. Sådan noget hvor jeg skulle fortælle at Pigen var et følsomt gemyt, med humoristisk sans og masser af empati og fin forståelse for sproget.
Jeg sludrede lidt med Ea om uopdragne børn og om at Pigen endnu ikke havde været ude for døren. ”Næh, sådan noget bruger vi ikke,” fortalte Ea. ”Børn i den her aldersgruppe, skal bestemt ikke sendes ud for døren, og i øvrigt straffer vi dem slet ikke.”
Lidt paf og uforstående spurgte jeg så til, hvad der skete, når børnene larmede i timerne, og der forklarede Ea, at det stort set ikke var noget problem.

Da jeg kom hjem spurgte Pigen om hvad Ea og jeg havde talt om, og jeg fortalte, at Ea havde fortalt, at Pigen var en dygtig pige, at hun fulgte godt med, lyttede, rakte hånden op, og deltog i øvrigt på lige fod med resten af klassen. Jeg fortsatte med, at Ea også havde fortalt, at man ikke sender nogle ud for døren. Og det bekræftede Pigen.
”Men du har jo fortalt, at August blev sendt ud for døren tre gange,” sagde jeg.
Også det bekræftede hun. Jeg sagde, at så var det jo løgn, og nu havde jeg fortalt det til farmor og farfar, og det var da ret pinligt for mig. Her grinte hun og spurgte, om det ikke også var sjovt, og fortsatte, lidt mere stille, med henstillingen om, om det ikke bare kunne være vores hemmelighed.
Og det kan det vel godt.

Og nu er jeg holdt op med at stille hende sådanne spørgsmål.

Dumme børn

Efter Pigen er startet i skole er der begyndt at dukke historier op. Når jeg spørger hende hvordan dagen er gået og om hun har lært noget, svarer hun ofte med et ’det ved jeg ikke’ eller et ’det kan jeg ikke huske’. Svar som irriterer og frustrerer, for de betyder at hun simpelthen ikke gider tale med mig.  Det nytter ikke noget at presse hende, for så bliver hun sur og så lukker hun skodderne endnu mere i. Så jeg venter tålmodigt og når hun så er klar, så kommer oplevelserne.
Forleden da vi var ude og køre, førte vi eksempelvis følgende samtale:

”Far, der er en pige i 3. klasse som ikke har noget hår. Det simpelthen faldet af. Det startede med at hun havde sådan noget langt hår,” her illustrerede Pigen det lange hår med sine hænder, ” men så blev det kortere og kortere, og nu har hun kun sådan nogle bittesmå nogle tilbage, og de stritter ud fra hendes skaldede hoved. Men far, det smitter ikke.”
Jeg spurgte om Pigen havde set hende på skolen inden hun havde hørt om hende, men det havde Pigen ikke.
”Men ved du hvad far? Der er så nogle drenge fra 5. klasse der har drillet. De har kaldt hende alt muligt. Splatmide og sådan noget.”
”Fnatmide?”
”Ja, fnatmide. Er det ikke bare tarveligt?”

”Jo. Ved du hvad. Jeg synes de drenge er nogle kæmpestore røvhuller! Det kan de simpelthen ikke være bekendt. Hold kæft nogle møgsvin!” Ja, jeg bander ofte foran min datter, ligesom jeg også har røget cigar og spist fed mad mens hun har set på det.
”Jeg synes det er SÅ tarveligt, og synes du ikke også det?” spurgte hun.
Jeg svarede at det gjorde jeg, og igen understregede jeg, hvilke møghunde de drenge var, og de bestemt skulle skamme sig. Jeg fortsatte med, at pigen sikkert var ked af det i forvejen, og så kunne det jo ikke nytte noget, at der så oven i var nogen som drillede og kaldte hende navne.

Vi talte videre om det, og nåede frem til, at det ikke ville være lige så svært for drenge at miste deres hår som for piger. Pigen fortalte mig så, at senere på dagen havde hun set den omtalte pige i frikvarteret.
”Jeg så hende lige pludselig. Hun stod helt alene, og så gik jeg over til hende og sagde, at jeg synes det var synd at hun havde tabt sit hår. Og så gav jeg hende et kram, for det smitter jo ikke.”
”Vi snakkede, og ved du hvad? Hun var megasød, men jeg kunne hele tiden mærke, at hun havde noget gråd herinde” fortsatte Pigen, og lagde sin håndflade øverst på sit bryst oppe ved halsen, ”og det synes jeg jo ikke hun skal have.”

Lidet anede Pigen, at hun med sin lille hverdagsfortælling var ved at give mig noget i halsen, men jeg mandede mig op og fortalte hende, at det gjorde mig stolt når hun handlede på den måde, og skulle til at rose hende mere, men blev så afbrudt med spørgsmålet om, om vi ikke skulle køre ind til siden og købe en is.
Så det gjorde vi.

En dårlig dag blev spoleret

Nogle gange har man en dårlig dag. Sådan en hvor man ikke rigtig ved hvad det er som går galt, men hvor man ikke kan holde andre mennesker ud, hvor man bare har lyst til at rejse sig fra skrivebordet og råbe ‘rend mig’ mens man kaster med tingene og går larmende hjem fra arbejde. Det er svært at finde ud af hvorfor alle omkring en er nogle møghunde, og lige meget hvad der sker, er det næsten umuligt at komme ovenpå igen. Sådan nogle dage hvor man sagtens kan forstå de mennesker der går ud i skoven, og i afmagt hænger sig fra en høj gren, uden egentligt at komme med nogen forklaring på hvorfor.
Sådan nogle dage havde jeg ofte. Dage som bare var sorte med sort på og hvor alt syntes forkert og modbydeligt og uretfærdigt. De kommer stadig snigende, men dog kan jeg ikke længere svælge i min egen tristesse, som før Pigen kom til.

Kort tid efter hun flyttede ind, hun har vel været fire-fem måneder gammel, havde jeg sådan en dag. Aner ikke hvor den kom fra, men pludselig var den der, og lige så hurtig som en regering skifter mening, overtog mismodet min krop og min hjerne. Ofte kan jeg sagtens forklare og retfærdiggøre hvorfor andre individer omkring mig er irriterende, men på de her dage er der ingen ræson i, hvorfor alle andre er nogle aber, og hvorfor min hud pludselig bliver så tynd.

Rasende og hadefuld cyklede jeg hjem fra arbejde. Blodet kogte i mig og tanken om at sige op, sælge bilen for hurtige kontanter og skride fra det hele med passet i hånden, lå mig ikke fjern.
Med tunge og støjende trin trådte jeg ind i lejligheden og fandt Pigen legende med et eller andet gennemsavlet tøjdyr. Jeg lagde mig ved siden af hende, og hendes små hænder begyndte at klappe og hive mig i ansigtet. Hendes pludren og fugtige fingre mod min næse og øjne og hår, stilnede råberiet i mit hoved, og erstattede det med fuldstændig ro. Verden stod lige pludselig stille, og alt gik i stå. Alle lyde, på nær hendes stille åndedræt og sagte pludren, forsvandt, og den fuldendte kærlighed som kun hun formår at pode mig med, rensede mit indre og fik mig til at slappe helt af, og tænke, at så er livet altså heller ikke værre.

Hun har gjort det mange gange siden. Altså ødelagt mit dårlige humør. Hun gør det faktisk hver dag. Selv når hun gør mig edderspændt rasende, og provokerer mig til jeg råber af hende som er jeg en eller anden galning, og smækker med døren og siger at så kan hun godt blive på sit værelse, så kan hun bagefter, med et lille smil, et glimt i øjet, eller et forsigtigt “Far, skal vi ikke bare se Svampebob?” mens hun sætter sig helt tæt på mig, få kølet mig ned igen. De fleste gange ignorerer hun mig dog, og leger bare videre med mig og mit indre, som intet er hændt. Og det er nu heller ikke så dumt.

Det bankede på døren

En dag jeg stod og vaskede op, bankede det på døren ud til bagtrappen. Det havde jeg ikke prøvet før. Trappen fører ned til den triste asfalterede gård, hvis eneste legeredskab er en kloakrist som Pigen til tider står og kaster sten ned i, for at høre dem ploppe når de rammer vandet. Der er kun 44 lejemål som har adgang til gården, og i de foregående somre, har Pigen stort set været det eneste barn som har været i den. Jeg ved at der bor, eller har boet, børn i nogle af de andre lejligheder, men sikker pga. gårdens østeuropæiske look, har de ikke været dernede.
Men i år har det været anderledes. Der er pludselig dukket børn på Pigens alder op, og de leger og hygger sig dernede. Det positive ved gården er, at man skal igennem to låste porte for at komme ind, så børnene kan tonse rundt dernede uden man behøver være bekymret for, om de vil stikke af.

Da jeg åbnede døren, trådte en lille pige ind i køkkenet. Mens hun hurtigt gik forbi mig og videre ud i mellemgangen, sagde hun ‘jeg går lige ind til hende’. Hun var nået ind i spisestuen, før fik jeg stoppet hende og fortalt, at Pigen ikke var hjemme, men at hun nok ville komme om ti minutters tid. Den lille fremmede pige (jeg hedder Silje, S.I.L.J.E  stavede hun) sagde, at så ventede hun bare og fortsatte ind på Pigens værelse. Jeg var lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle reagere. I forvejen synes jeg det er lidt kejtet med andre mennesker, og børn der fører sig frem på sådan en måde ved jeg slet ikke hvordan jeg skal håndtere. Så jeg gik tilbage til mit gøremål, for opvasken tog jo ikke sig selv.
Pludselig stod den lille pige bag mig. Af en fem-årig har hun en meget dyb stemme, og mens hun spurgte hvad jeg lavede, tog jeg mig selv i at være lidt misundelig på den. Jeg begyndte at forklare at fordi jeg elsker at vaske op, har vi ikke nogen opvaskemaskine,  men hun afbrød mig midt i min forklaring og sagde, at Pigen kunne komme ned i gården når hun kom hjem, og så forlod Silje – S.I.L.J.E  køkkenet.
Nede i gården lagde hun sig på den gynge jeg har hængt op i vasketøjsstativet. Sådan en stor rund en hvor flere børn ad gangen kan sidde og more sig. Hun lå og gyngede frem og tilbage, mens jeg vaskede op, og engang i mellem så hun op på mig i vinduet og vinkede. Jeg vinkede forlegent til hende, og trådte lidt tilbage i køkkenet, da jeg syntes det virkede lidt underligt for en voksen mand at stå og vinke til en fremmed pige der ligger og gynger. Heldigvis gik der ikke længe før Pigen kom hjem, og hun skyndte sig ned i gården for at lege med Silje, og så kunne jeg ellers klare resten af opvasken uden det evindelige vinkeri.

I gården er der også dukket en anden lille pige, Marlene, op. Men Marlene bryder jeg mig ikke om. Hun er også fem år, men endnu mere fremturende i sin adfærd. Hun råber og hendes blotte tilstedeværelse er støjende. Til at starte med legede Marlene og Pigen ofte sammen, men Pigen blev hurtigt træt af Marlene, og efterhånden leger de ikke så meget samme længere. Jeg spurgte hvorfor hun ikke legede med Marlene, og Pigen svarede, at Marlene altid skulle spørge om hun måtte låne Pigens cykel, og når Pigen svarede nej, blev Marlene ved med at plage. “Må jeg låne din cykel? Må jeg låne din cykel? Må jeg låne din cykel?” forklarede Pigen mig vrængende. “Og desuden råber hun også hele tiden”, fortsatte Pigen. Jeg holdt min mund, da det ikke er mit job at bestemme hvem Pigen skal lege med. Men inden i, var jeg ganske godt tilfreds.

Takt og tone ved pølsevognen

Jeg elsker at spise ved pølsevognen og jeg har, siden hun flyttede ind, altid slæbt Pigen med til den nærmeste af slagsen. Oftest er det til frokost om lørdagen, for om lørdagen er alle gældende regler sat ud af spil.
Når vi vågner spiser vi Nutella-madder mens vi ser tegnefilm. Det er dog på rugbrød, for det kan jeg bedst selv li’, og det må hun jo så bare tage til takke med.  Selvom det er lørdag står vi tidligt op, for Pigen har nemlig svært ved at sove længe. Hun har i øvrigt også svært ved at falde i søvn, så ofte er klokken ikke mere end omkring syv, når hun vækker mig på den ene eller anden måde, og så må jeg jo stå op. Hel tung og ærgerlig i kroppen. Men hun griner og sludrer og glæder sig til at hygge sig med Frøen, som altid er ved hendes side.
Hvis jeg har fået alkohol dagen før, så er jeg måske ikke rigtig frisk, og nogle gange smører jeg  bare Nutella-maden til hende, hælder et glas sødmælk op og lægger jeg mig på sofaen, mens hun sidder i ‘Far-stolen’ og gumler med smørechokoladen over hele hovedet, mens Ramasjang kører på tv.

Når vi så bliver sultne går vi til pølsevognen. Det har vi som nævnt altid gjort, også allerede inden hun kunne gå. Så sad hun i klapvognen og gennemsavlede et pølsebrød, alt imens jeg spiste mig en frankfurter eller en bøfsandwich. Senere begyndte hun at indtage en rød med håndtag, og for tiden er det franske hotdogs hun ynder at bestille, og toppen af kransekagen er for hende, når vi så spiser en Polo på vej hjem.
Det er ret vigtigt at kunne gebærde sig ude i verden, og derfor lærte jeg også hurtigt Pigen at bruge høflige vendinger som ‘tak for mad’ og ‘be’ om’. Det er min opfattelse at man kommer længst med høflighed, at holde døren, hjælpe folk hvis de falder på gaden (og vente med at grine til de er væk), spørge om man kan hjælpe hvis folk ser forvildede ud osv.
Pigen hører at jeg siger “vi vil gerne bede om … ” når jeg bestiller, og hun siger altid tak for mad til pølsedamen inden vi går. Og så giver pølsedamen hende en slikkepind, som hun så kan gumle på på vej hjem.

En dag sludrede jeg med en af pædagogerne om opdragelse og jeg fortalte om min indstilling til tingene, og nævnte blandt andet ‘tak for mad’ ved wienerdilligencen. 
Pædagogen spurgte forundret, hvorfor jeg lærte Pigen at sige tak for mad når vi forlod foderbrættet, og jeg svarede, at vi jo havde fået mad, og derfor takkede både hun og jeg inden vi gik.
Hun mente, at vi var helt galt på den, da vi jo betalte for maden, og det skulle man i hvert fald ikke takke for. Til det forklarede jeg, at vi trods alt havde fået noget tilberedt og serveret, og til det fik jeg spørgsmålet, om vi så også takkede for mad når vi var på restaurant, og det bekræftede jeg.
Det kunne pædagogen slet ikke acceptere, og tydeligvis kunne hun heller ikke argumentere længere, så hun valgte at gå fra mig. Desværre gled hun og faldt i noget sand lige ved siden af os, og jeg hjalp hende op.
Så tog jeg pigen i hånden og så gik vi hjem.
Men da vi kom ud på gaden, skreg jeg af grin.

Klokken 03:05

“Far”
“Fa-ar”
Midt om natten bliver jeg vækket af hendes råb i mørket. Hendes værelse ligger i den anden ende af lejligheden, men på en sær måde virker det altid som hun står lige ved siden af mig, når hun kalder på mig om natten. Det er som hendes stemme forstærkes af mørket, og det lyder som hun taler mit navn – eller titel er det vel nærmest – når hun anråber mig efter midnat.
Hun græder, hvilket hun sjældent gør, og jeg tumler ud af sengen og sjosker ind på hendes værelse. På vej derind kan jeg se at klokken er 03:05. Hun sidder op og tårerne triller ned af kinderne på hende. Hun hikster og kan ikke forklare mig hvad der er galt, men hun er helt opløst af gråd. Jeg lægger mine arme omkring hende, og trøster hende mens jeg selv husker hvordan det var at blive trøstet da jeg var barn. De endeløse mareridt, som jeg stadig lider af, holdt først op når min mor med trøstende ord, hjalp mig væk fra dem og fik mig til at sove videre.
Pigen bliver trøstet og puttet under dynen, og jeg venter i hendes sengs benende til hun sover trygt igen.

Klokken er midt om natten næste nat, og jeg sover. Ikke særligt godt, for det har jeg aldrig gjort, og det kan tælles på én hånd hvor mange gange i løbet af en måned, jeg ikke vågner, er oppe, taler i søvne eller har mareridt.

Denne nat bliver jeg dog vækket på en mere besynderlig måde. Jeg mærker en hånd mod min kind som aer mig helt forsigtigt. Jeg åbner øjnene og ved siden af mig, helt tæt på, står Pigen, og med sin lille fem-årige hånd aer hun mig.
“Hej skat” siger jeg. “Er der noget galt?”
“Nej.”
“Er du ked af det?”
“Næh.”
“Har du haft en dårlig drøm.”
“Nej.”
“Hvad laver du så herinde?”
“Jeg vil bare sige at jeg elsker dig far. Godnat.”
Og så går hun ud af værelset, og forsvinder gennem mørket ind mod hendes eget.
Da jeg bagefter står op for at gå ud og tisse ser jeg, at klokken er 03:05.

Næste morgen spørger jeg hende om hun kan huske at hun havde været inde hos mig om natten. Det kan hun godt, og da jeg spørger om hun også kan huske hvorfor svarer hun, at hun var vågnet i sin seng, og kommet til at tænke på, hvor sød jeg havde været ved hende natten før, så nu ville hun ind og fortælle at hun elskede mig.

Åh lille Pige. Mit bitre lille hjerte er slet ikke bygget til sådan noget her.

Introduktionsmøde på skolen

Den 15. august skal Pigen starte i skole. Hun skal starte i 0. klasse, og jeg går stærkt ud fra, at det er det samme som engang hed børnehaveklasse, men for at nutidens børn ikke skal føle sig barnlige, har en eller anden politisk korrekt forældregruppe, fået ændret navnet på dette første skoleår.
Den 15. august er samtidig den dag, Pigen fylder seks år, så det er på mange måder en både stor og spændende dag for hende.

Nogle måneder tilbage var jeg til introduktionsmøde på skolen, hvor rektor og de ansvarlige lærere for de kommende 0. klasser skulle fortælle om, hvordan sådan noget som skolegang nu engang ville være.
Af naturlige årsager – altså min generelle irritation over andre forældre samlet på ét sted – ville jeg helst blive hjemme, men det var ikke en mulighed, så klokken 19 samledes jeg med omkring 150 mennesker i aulaen på skolen, og her blev vi så fodret med information i 45 minutter.
Vi sad på sådan nogle løse børnestole der var sat meget tæt, så mine knæ var kun få centimeter fra stoleryggen foran mig, og jeg kunne ikke trække stolen tilbage, da der også var en fyldt række bag mig.
Lærerne begyndte at fortælle om hvad der skulle ske i det første skoleår. Det første vi hørte var, at de til at starte med delte ungerne op i legegrupper på fire, hvor de så skulle lege på skift hos hinanden. Når de så havde været alle fire igennem, ville der blive lavet nye grupper, så de på den måde kunne lære alle at kende udenfor skolen. Således undgik man en hel del mobning og væren-udenfor fortalte de, og det lød ganske tiltalende og på grænsen til det fornuftige i mine ører. Dernæst hørte vi om skoletasken, der skulle være stor nok til at kunne indeholde en mappe i A4-størrelsen, om madpakken, skolefritidsordningen, og flere åbenlyse informationer i stil med ’jorden er rund’, ’mennesket har to arme’ og ’bacon er sundt’.

Efter introduktionen måtte der så stilles spørgsmål. Den første som spurgte om noget, var en kvinde i hjemmestrik, tykke briller, spyt i mundvigene og omgærdet af duften af bouillon. Hendes stemme var en af den slags, hvor man ubevidst begynder at rømme sig, fordi det lød som hun havde noget galt i halsen. Hendes spørgsmål drejede sig om, hvorledes skolen reagerede hvis ens – altså hendes – barn var genert og tilbageholdende. Hvordan ville skolen få hendes datter til at lege med andre børn?
Her henviste lærerne så til legegrupperne – som jo var det første de havde gennemgået. Suppedamen satte sig ned, blot for at blive afløst af en anden mor – denne i slutningen af tyverne, men med halvbrille, Ritt Bjerregaard-frisure og desværre ingen bh. Hendes spørgsmål var omkring, hvordan skolen hjalp eleverne videre fra niende og til gymnasiet. Underligt nok virkede det som om jeg var den eneste der mente at spørgsmålene var tåbelige, og både fordi stolene stod så tæt, at de ikke var højere – de var jo lavet til børn – og jeg ikke havde taget overtøjet af, fik jeg det ualmindelig varmt. Under læderjakken og den højhalsede sweater piblede sveden nu frem. Den voldsomme perspiration gjorde mig dødtørstig, hvorfor det nu nærmest var umuligt at fastholde nogen form for koncentration.
Så var det en mands tur til at spørge. Jeg havde lagt mærke til, at han under informationen ivrigt havde noteret stort set alt hvad der blev sagt, og han havde nu fire udfyldte stykker papirer. ’Jeg starter fra en ende af’ begyndte han, og så indledte han med spørgsmålet om, hvordan man greb sagen an, hvis man flyttede.
Det var så her det blev for meget for mig, og jeg rejste mig hurtigt op, men jeg højt sagde ’NU STOPPER DET FANME’, men – sikkert pga. væskemangel og varme var det ikke helt gennemtænkt, og jeg bankede min stol op i benene på manden bag mig. Han garderede sig, og på en eller anden måde blev stolekanten slået tilbage på mine knæhaser og det betød, at jeg med et drøn satte mig på stolen igen.
Under tumulten var manden med papirerne holdt op med at læse op, og der var nu fuld fokus på fjerde stolerække midtfor. Fra podiet blev der spurgt, om ’der var et problem?’, og pludselig var jeg tilbage i fjerde klasse.

Og der var ikke længere noget problem.
Ikke andet end det, at de andre forældre sikkert vil se skævt til Pigen på hendes første skoledag.

Et morgenstykke

Jeg har set, at hun sidder og roder med et eller andet i den ene hånd, mens hun spiser morgenmad med den anden.

’Prøv at gætte hvilket dyr i løvefamilien jeg har i min hånd’ siger hun så.

Nu går det op for mig, at det er en af de der helt små plastikdyr der koster en formue ovre i legetøjsbutikken, og som kan fås til to kroner på ethvert loppemarked med respekt for sig selv. Men så er der også skrevet Espen eller Jonas eller Gitte på, og halen er bidt eller brændt af.

’Løvefamilien … hmmmm …. en hanløve?’
’Nej.’
’Ikke en hanløve. Så må det være en hunløve?’
’Nix.’
’ … hmmm … når det hverken er en han- eller hunløve, så kan jeg ikke gætte det.’
’Den er gul og har sorte pletter’ hjælper hun.
’Gul med sort… jeg ved det altså ikke’ siger jeg opgivende.
’Jamen far. Det er jo en løvepard.’

Oplevelser i svømmelhallen

Nå, men om mandagen går vi så til svømning.
Det er min idé, for jeg har hørt at der er flere skoler som ikke længere har råd til at sende eleverne til svømning. Ikke at dette har bevirket at der ikke længere undervises i faget, men der har været visse ændringer. Man har for eksempel ændret fagets navn til tør-svømning, og undervisningen foregår nu på gulvet i de forskellige klasseværelser rundt omkring. Børnene ligger på gulvet og tager svømmetag, og lærer efter sigende at fornemme hvordan man bliver påvirket af at have kroppen i vand.
Personligt mener jeg at man lærer lige så meget af tør-svømning som af tør-vinsmagning, så jeg meldte Pigen til svømmekursus Vestbadet.

Svømmehallen er nyistandsat og for så vidt meget lækker. Banerne er 50 meter lange og så er det vandrutchebane og et kæmpestort legeområde som egentligt er ret sjovt. Inden jeg tilmeldte hende var vi derude sammen for at teste stedet af.
Naturligvis finder jeg det stærkt ubehageligt at bevæge mig ind i omklædningsområdet. Jeg har generte nyrer og er ikke meget for, hverken at vise mig nøgen, eller være sammen med nøgne mænd. Sammen med kvinder er det lidt anderledes, da min krop jo tydeligvis ligner deres mere. Pigen er helt ligeglad med min kropsforskrækkelse, og taler med de voksne mænd under bruserne mens hun prøver at krænge badedragten på.

Hånd i hånd går vi med bittesmå skridt ind i hallen. Hvorfor der altid skal være skide koldt på gangen mellem brusere og hal er mig en gåde af de større, men åbenbart fungerer det sådan, at ens krop skal være på kanten til det blå når man træder ind i hallen.
Vi hopper ned i bassinet ved legeområdet og har det faktisk ret sjovt. Der er vandfald, bobler og strøm i vandet, så der sker hele tiden noget, og vi har det ret sjovt indtil der er en dame der hilser på mig. Hun bor på fjerde sal hjemme i min omgang og er en tur i svømmeren med hendes søn. Hun vil sludre og hun snakker og griner, og jeg prøver at dække min stadig kolde overkrop med min hænder, men de er alt for små. I al hemmelighed håber jeg at Pigen snubler og ryger under vandet så jeg hurtigt kan afbryde og redde hende, men det sker ikke, og jeg irriterer mig selv over, at jeg få minutter for inden har lært hende, at man ikke løber i en svømmehal.
På en eller anden måde kommer jeg væk fra damen, og Pigen og jeg leger videre. Det er sjovt, men vi fryser begge, og jeg fortæller hende, at nu går vi op. Hendes tænder klaprer og hun holder armene om kroppen og fortæller, at hun bestemt ikke fryser. Hun foreslår vi går over i babybassinet som jo – af forkerte årsager – har meget varmere vand, men jeg får hende overtalt til at gå.

Efter brusebadet tager jeg hende med i sauna. Det er dejligt, mener hun, og fortæller at hun vil sidde oppe på tredje sal. De mænd som i forvejen sad i saunaen siger ingenting, også selvom hun sætter sig ved siden af dem, og skubber den enes arm med hendes rumpe mens hun lægger sit håndklæde på bænken.
Der er helt stille i saunaen lige indtil hun spørger hendes sidemand om, hvorfor han er så rød i hoveden og hvor hans hår er henne. Han forklarer, heldigvis, grinende og så skal vi hjem, for nu er hendes far også rød i hovedet. 

Men nu går vi til svømning hver mandag. Dvs. jeg gør ikke, men jeg følger hende derhen, ser hende bade og klæde om, og derefter sidder jeg sammen med de andre forældre og ser dem hoppe rundt i vandet.
Selvom jeg ikke er i vandet på disse mandage aftener, så er jeg drivvåd af em og damp og fugt fra svømmehallen, og måske også af irritation over den mor, som nu er begyndt at sætte sig ved siden af mig hver gang.
Hun er klog – rigtig klog – og hendes ytringer giver mig lyst til at blive hjemme, men Pigen mener alligevel det er for sjovt til jeg kan overtale hende til det.
Så jeg bider endnu engang smerten i mig, og forstår nu langt bedre, hvorfor jeg ikke måtte gå til noget som barn.

Mine forældre har tydeligvis været langt klogere end mig.

Åh nej … ikke gymnastik

Jeg er ikke tosset med sport. Jeg har ikke lyst til at se på det og bestemt heller ikke lyst til at dyrke det. Så hele mit liv har jeg undgået både at gå til det som publikum, og jeg har heller ikke dyrket det på noget plan.

Bortset fra dengang jeg var med Peter til brydning. Han havde gået til det nogle år, og vi var jo bedste venner, så hvorfor ikke? Vi var begge i 26 – 29 kilos klassen, og da vi kom ud i omklædningsrummet i Helsingør Hallen, gav Peter mig så den der dragt jeg skulle have på. Det var på dét tidspunkt at jeg vidste, at brydning aldrig ville blive min ting, men nu var jeg derude, og kunne ikke finde ud af at bakke ud, så jeg trak i trikoten der var fremstillet i  80% polyamid og med 20 % elastan som gjorde, at dragten sad perfekt til min 28 kilos tunge krop.
Vi kom ind i salen og startede med ‘en let opvarmning’. Måske var det let for de andre, men det var det ikke for mig, og inden selve brydningen skulle starte, havde jeg holdt et par pauser ude på de der lange træbænke som stod foran ribberne.
Efter opvarmningen skulle vi så i gang med hvad vi rent faktisk var kommet for: nemlig at prøve at vælte hinanden omkuld. Da jeg var ny, fokuserede træneren på mig, og fortalte at vi skulle at give hinanden en Flyvende Maren. På en eller anden måde skulle man hive modstanderen over ryggen, så denne landede på gulvet foran én. Jeg gjorde det først med Peter, og derefter skulle han gøre det med – eller måske mod – mig. Han fik fløjet mig over, og da jeg landede på ryggen på gulvet, fik jeg slået alt luft ud af kroppen, og siden har jeg ikke prøvet at dyrke sport.

Men Pigen er begyndt at gå til gymnastik. Jeg forestiller mig det er en god ting, da hun så vil kunne lære at styre sin fireårige krop lidt bedre, og da det er hendes mor der går med til det hver tirsdag, har jeg ikke rigtigt tænkt mig at kommentere det.
Men i sidste uge var Pigens mor blevet syg, og da jeg kom hjem fra arbejde kom hun løbende ud til mig og spurgte om jeg ville gå med hende. Jeg prøvede at forklare, at far ikke havde noget gymnastiktøj, at det vist nok var aflyst, at hendes veninde Pippi ikke kunne komme, at de sultne børn i Afrika ville være misundelige, at gymnastiksalen var brændt, men lige meget hjalp det, og på en eller anden måde fik hun mig overtalt. 

Gymnastiksalen var værre end forventet. Forældre og børn tonsede allerede glade og fro omkring da vi ankom, og jeg bemærkede, at den del af forældrene selv havde gymnastiktøj på. Jeg var iført min bogbrancheuniform der bestod af  fløjlsbukser, sort sweater og Doc Martens, og prøvede endnu engang at at overtale Pigen om, at hvor dårlig en idé det var.
Men hun var allerede hjemmefra klædt om i sin Hello Kitty dragt med strutskørt, og hurtigere end jeg kunne forhindre det, havde hun fået flyverdragten af, og spurtede ud på gulvet.
De andre forældre gad ikke rigtigt hilse på mig, men heldigvis startede øvelserne kort efter vores ankomst. Vi skulle starte med at lægge os i en rundkreds. Der skulle vi banke med hænder og fødder i gulvet, og hende der stod for det – sådan en pige i begyndelsen af trediverne med tunge bryster der svedte igennem hendes grå bomuldstrøje hvor der stod Ouvre Idrætshøjskole 1998 på, pegede på et af børnene som så skulle sige hvad vi nu skulle lave. Det resulterede i, at vi en del gange skulle op og ned fra gulvet for at rende rundt, hoppe og løbe efter hinanden – altså det Pigen og jeg normalt gør derhjemme – og efter tyve minutter blev der så båret madrasser, heste og andre forskellige redskaber ud i en rundkreds.

Nu skulle børnene så lege ikke-røre-jord i 20 minutter, og vi voksne kunne så gå lidt ved siden af dem og se stolte ud.
Jeg prøvede at komme i snak med en far ved at sige, at man da virkelig godt kunne drikke en stor fadøl nu, men tydeligvis var jeg den eneste af os der kunne det. Han så på mig som jeg var sindssyg, standsede op og udbrød ‘om jeg ikke var klar over, at det her faktisk er børnegymnastik?”.
“Tjoh …” mumlede jeg lidt flov, og skyndte mig hen til Pigen igen, som lige havde skubbet en lidt for langsom dreng væk fra en trekantet skumfidus de skulle klatre over. Jeg var stadig lidt rød i hovedet efter sportsfar havde sat mig på plads, og jeg var også lidt varm under min sweater, og forestillede mig, at der nu kunne der ikke gå længe inden jeg ville blive ramt af en bold et eller andet sted på kroppen, og pludselig befinde mig i en af de stikboldskampe jeg havde frygtet siden jeg startede i 1. C.

Det sidste skete heldigvis ikke, og min time i skærsilden afsluttedes da også uden de helt store problemer, men irritationen over at deltage i sådan noget, sad stadig dybt inde i min krop da vi forlod hallen.

Men da Pigen, mens vi traskede hjem gennem støvregnen fortalte, at det var godt jeg kunne komme med så jeg kunne se hvad det drejede sig om, tilgav jeg hende. Og det er sikkert ikke sidste gang jeg kommer til det.