Kærlighed og dødsfjender

Posted in børn, folkeskole, Forældre, skole, skolegang with tags , , , , , , on marts 9, 2015 by densurefar

– ”Carl Emil er forelsket i mig.”
– ”Er han det?”
– ”Ja, det siger Nina i hvert fald. Han synes bare jeg er SÅ nuttet.”
Pigen smilede et lille smil, mens hun redegjorde for Carl Emils følelser.
– ”Jamen det kan jeg da godt forstå. Du er jo også nuttet.”
– ”Det skal du jo mene, for du er jo min far”
Det er måske sandt nok, og egentligt tror jeg heller ikke jeg ville bruge nuttet-kategorien helt af mig selv. Det er et underligt ord, som hun også kalde mig i ny og næ. Jeg er ikke så mandig at det gør noget, og at blive kaldt nuttet, hjælper bestemt ikke på opfattelsen af mig selv, men jeg tager da hvad jeg kan få.
– ”Men hvad så? Hvad synes du om Carl Emil?”
– ”Jamen ham er jeg også forelsket i.”
Hun stod og rodede med de der dyrebamser med kæmpestore øjne som alle pigerne i klassen for tiden render rundt med.
– ”Skal I så være kærester?”
– ”Nej, for Carl Emil er for genert til at spørge, og jeg synes altså det er drengen der skal spørge om sådan noget” afsluttede hun samtalen. Bamserne sloges nu mod hendes Monster High-dukker.

Et par dage senere fortsatte snakken. Hun havde nu aftalt med Silje, at Silje, på vegne af Pigen, skulle spørge Carl Emil om han ville være kærester. Pigen havde valgt Silje som hjælpende hånd, da denne selv tidligere havde været kærester med ham, men havde slået op, fordi Carl Emil hele tiden gik og pralede om forholdet til de andre. Silje havde dog senere fortrudt, og havde sidenhen spurgt om de skulle være kærester igen, men her takkede han nej, og nu omtalte han Silje som hans dødsfjende nummer ét.
– ”Hvis jeg må komme med et forslag, så ville jeg nok spørge ham selv” sagde jeg.
– ”Hvorfor det?”
– ”Jo, for hvis Silje er Carl Emils dødsfjende nummer ét, så er det jo ikke sikkert at han vil svare pænt på nogle af hendes spørgsmål, og så bare svare nej med det samme.”
– ”Nå, men det vil jeg så tænke over” sagde hun og gik ind på sit værelse.

Lidt senere kom hun tilbage.
– ”Kan vi lige kigge på det her?” sagde hun og klaskede et stykke papir ned foran mig på bordet. Hun stillede spørgsmålet som jeg havde lavet en fejl på arbejdet, og som min chef derefter ville have stillet.
Det viste sig at være et kærestebrev til drengen hvor han kunne sætte kryds ved JA, NEJ eller SPØRGSMÅLSTEGN til om han var interesseret i at være kærester. Vi gik det hurtigt igennem, og der var ingen stavefejl, og brevet til Carl Emil – som skrives uden bindestreg – puttede hun derefter i en kuvert.
– ”Hvad med, om du få et lille stykke chokolade som du kan lægge i kuverten. Så svarer han da helt sikkert ja?” sagde jeg, og tænkte på min kæreste, som jeg nok havde overvundet lidt hurtigere hvis jeg havde budt hende en chokoladeskildpadde eller en Snickers på første date.
– ”God idé, men nej. Han skal ikke være min kæreste fordi jeg har chokolade” svarede hun, mens hun kiggede bebrejdende på mig.
– ”Næh”, svarede jeg i et lidt lavere tonefald mens jeg prøvede at undvige hendes blik.

Morgenen efter spurgte jeg på vej til skole, om hun var nervøs for at give Carl Emil brevet.
”Nej da. Jeg er ikke nervøs over at give ham det. Jeg er nervøs over hvad han svarer” forklarede hun mig på den der måde, der fortæller mig, at der er gået et eller andet rigtigt under opdragelsen af hende.

Hun har ikke givet ham brevet endnu, og jeg skal heller ikke spørge mere. Hun skal nok selv fortælle mig hvordan det går, sagde hun i aftes.
Så nu venter jeg i spænding.

Reklamer

Tyggegummmi

Posted in børn, folkeskole, Forældre with tags , , , , on februar 27, 2015 by densurefar

”Far, nu skal du ikke blive sur, vel?”
Klokken var 21:13 og hun havde ligget inde i sengen i små to timer. Normalt putter jeg hende mellem 19.30 – 20:00, og når jeg har gjort det, så hører hun historier på hendes cd-afspiller. For tiden lytter hun til diverse Ole Lund Kirkegaard historier, og ofte kan jeg høre hende ligge og fnise over Orlas, Bette Mads’, Lille Virgils eller Ivans uartigheder, mens hun spiser to dødsensfarlige riskiks. Hun plejer at falde hen efter en halv times tid, og så lister jeg ind og slukker for lyskæden med plastikspøgelser som sidder under hendes seng, og som lyser værelset så hyggeligt op.

Jeg sad inde ved spisebordet og arbejdede, da hun pludselig stod ved siden af mig, og indledte med ovenstående. Først hørte jeg hende ikke, da jeg sad med høretelefoner på for ikke at holde hende vågen med min ”larmende musik”, så jeg bad hende gentage hvad hun havde sagt.

”Nu må du ikke blive sur” hendes øjne var tykke, og jeg kunne se der ikke var langt til, at hun ville begynde at græde. Jeg spurgte hvad der var sket, og hun trak sit skulderlange hår til side, og i hårkanten i nakken sad der et kæmpe stykke tyggegummi. Her kom tårerne og hun græd og græd og fortalte at det jo var forfærdeligt og hun ikke selv kunne få det ud.
Pigen ved, at jeg ikke bryder mig om tyggegummi, og det er sjældent at hun får lov til at tygge det. Tyggegummi er noget af det værste jeg ved. Det er ikke smagen, eller en idé om, at det er usundt, men folk ser dumme ud. Jeg kan ikke klare den konstante gumlen og pusten bobler. Og så lugter det. Men hun får et stykke i ny og næ, men hun kender min mening omkring det, hvorfor det helst bliver tygget udenfor min nærhed.
Hun er dog min datter, så jeg trøstede hende og sagde at det ikke gjorde noget, men vi måtte jo have det ud. Så jeg forsøgte mig. Men det var svært. Og det gjorde ondt. Og hun græd. Men ud skulle det, og saksen blev hentet. Men det var ikke godt nok, så det endte med, at jeg måtte sende hende i bad.
Hun stod længe derude og fik vasket håret to gange før det sidste kom ud. Vi fik tørret hende og puttet hende i nattøjet igen. Det hele var gået forholdsvist roligt, og jeg spurgte hende, om hun havde lagt mærke til, at jeg ikke var blevet sur eller skældt hende ud.
”Ja, det har jeg. Og jeg sagde det jo også bare fordi, at jeg ikke ville ha’ at du skulle vække hele opgangen.”

Jeg spurgte hende hvad der var sket, hvordan tyggegummiet var havnet deromme.
”Men far det er også fordi, at hun gjorde det i filmen.” I mit hoved begyndte alle mulige film at køre, og stoppede da jeg nåede til Tim Burtons version af Roald Dahls ’Charlie og Chokoladefabrikken’. Jeg havde vist hende filmen, og som alle andre børn, blev hun også meget begejstret for Willy Wonka og hans fantastiske fabrik. Allerede da den sluttede og rulleteksterne løb over skærmen spurgte hun om vi skulle starte forfra, men jeg afslog og svarede, at den kunne hun se igen når hun skulle hjem til sin mor.
”Hende dér, der hele tiden tyggede tyggegummi. Når hun skulle smage på den andet slik, så tog hun det ud og satte det omme bag øret, og det ville jeg jo også gerne” fortsatte hun. Jeg svarede, at nu var det jo bare en film, men blev hurtigt afbrudt af et ”men med VIRKELIGE mennesker, far!”

Det er svært at forklare en seksårig om alle de computereffekter vi bliver påvirket af, bare vores tv har været tændt i fem minutter, og mindedes da effekter var lavet af papkasser dækket af sølvpapir, noget med dukker, snoretræk og folk i stramsiddet sort bomuldstøj.
Men hun er ikke så gammel og skelner mellem animationsfilm, som jo plejede at være tegnefilm, og realfilm. Og når der medvirker skuespillere, så er det altså virkelighed. Men den forklaring måtte vente til en anden dag, og jeg fik puttet hende igen, og inden jeg – for mig selv – fik grint af hende, var hun slumret hen igen. Formodentlig til en nat fyldt med tyggegummibobler, søer fyldt med chokolade og puder lavet af skumfiduser.

Man gjorde en far fortræd

Posted in børn, folkeskole, Forældre, skole, skolegang, Uncategorized with tags , , , , , , , , on september 17, 2012 by densurefar

Det er sjovt, som voksne ofte stiller samme spørgsmål til børn, der er startet i skole. Jeg har lagt mærke til, at en af de første ting Pigen bliver spurgt om, når hun fortæller hun er startet i 0. V. er, om hun endnu er blevet sendt udenfor døren. Jeg ved ikke, om de automatisk tænker på deres egen skoletid, eller om de forestiller sig at Pigen, måske pga. hendes fædrene ophav, ikke kan sidde stille eller taler i timerne uden at blive spurgt, men folk spørger i hvert fald om det, og Pigen svarer altid artigt nej.

En dag under aftensmaden spurgte jeg selv.
”Nej, men det er August,” svarede hun. Det her var hendes anden skoledag.
”August blev ved med at tale og snakke, og selvom Ea sagde til ham, at nu skal du altså være stille August, så blev han bare ved.”
Jeg trak lidt på smilebåndet, og spurgte, hvad han havde sagt til det.
”Han ville ikke gå,” svarede hun hurtigt. ”Ea sagde, at kan du så gå ud August, men han blev bare siddende. Men så gik Ea ned og tog ham i armen og trak ham ud af klassen i armen og så begyndte han at græde. Men Ea sagde, at så kunne han måske lære at tie stille, og at de andre børn også godt kunne, og så måtte han stå derude i et stykke tid.”
Klasselokalet har en glasdør, og August måtte stå ude på den anden side, og kunne derfra se ind på resten af klassen. I lyset af, at det kun var anden skoledag, syntes jeg det var en lidt hård behandling, men når knægten nu ikke kunne være stille, og når lærerinden vurderede, at det var sådan det skulle håndteres, så sagde jeg ikke mere til det.

Næste aften faldt snakken igen på emnet, og August var igen blevet sendt ud. Jeg grinte mens Pigen fortalte, at han denne gang dog ikke var begyndt at græde, men blot havde rejst sig og forladt klasselokalet.

Tredje aften fortalte Pigen, at nu var August igen blevet smidt ud. Jeg var nået til det punkt, hvor jeg skraldgrinede af drengen, som ikke kunne forholde sig i ro, og Pigen fortsatte:
”Da han stod derude begyndte han at lave sjove ansigter,” – her viste Pigen mig nogle af ansigterne i hendes version, og ganske rigtigt så det ret skægt ud – ”så vi andre begyndte at grine. Men Ea opdagede det, og gik hen og åbnede døren, og så løb August ned ad gangen. Og så måtte Ea løbe efter.”
Da jeg spurgte, hvad der så skete, svarede Pigen: ”først sad vi helt stille, og så var det som om, at vi alle sammen ville løbe efter, og så rejste vi os op og løb efter Ea.”
Forestillingen om en seksårig dreng der løb på en gang med en 50-60-årig børnehaveklasselærerinde efter sig – og disse forfulgt af 25 grinende børn – fik mig til at tudegrine.
”August løb ind i puderummet, og Ea stod på den anden side og sagde, han skulle komme ud. Det ville han ikke, og så kravlede Ea ind. Men far, August løb forbi Ea, og ud igen, og tilbage ned ad gangen. Ea råbte at August skulle stoppe og hun var helt vildt sur, og vi løb alle sammen efter ham. Han løb ned i klassen, og da vi kom derned sad han bare inde på sin stol og tegnede.”
Her havde Ea skældt ham ud, og August havde været meget flov.
Efter de tre gange blev August ikke sendt udenfor døren igen. Nu vidste han, at han ikke skulle tale uden at række hånden op.

Der gik et par dage, og jeg fortalte mine forældre historien, som også de fandt morsom, og kom så med anekdoter om, hvor uopdragne børn er og det er forældrenes skyld.

Et par uger senere skulle jeg til sådan noget samtalehalløj på skolen. Sådan noget hvor jeg skulle fortælle at Pigen var et følsomt gemyt, med humoristisk sans og masser af empati og fin forståelse for sproget.
Jeg sludrede lidt med Ea om uopdragne børn og om at Pigen endnu ikke havde været ude for døren. ”Næh, sådan noget bruger vi ikke,” fortalte Ea. ”Børn i den her aldersgruppe, skal bestemt ikke sendes ud for døren, og i øvrigt straffer vi dem slet ikke.”
Lidt paf og uforstående spurgte jeg så til, hvad der skete, når børnene larmede i timerne, og der forklarede Ea, at det stort set ikke var noget problem.

Da jeg kom hjem spurgte Pigen om hvad Ea og jeg havde talt om, og jeg fortalte, at Ea havde fortalt, at Pigen var en dygtig pige, at hun fulgte godt med, lyttede, rakte hånden op, og deltog i øvrigt på lige fod med resten af klassen. Jeg fortsatte med, at Ea også havde fortalt, at man ikke sender nogle ud for døren. Og det bekræftede Pigen.
”Men du har jo fortalt, at August blev sendt ud for døren tre gange,” sagde jeg.
Også det bekræftede hun. Jeg sagde, at så var det jo løgn, og nu havde jeg fortalt det til farmor og farfar, og det var da ret pinligt for mig. Her grinte hun og spurgte, om det ikke også var sjovt, og fortsatte, lidt mere stille, med henstillingen om, om det ikke bare kunne være vores hemmelighed.
Og det kan det vel godt.

Og nu er jeg holdt op med at stille hende sådanne spørgsmål.

Dumme børn

Posted in børn, folkeskole, Forældre, skole, skolegang, Uncategorized with tags , , , , , , , , , , , , on september 6, 2012 by densurefar

Efter Pigen er startet i skole er der begyndt at dukke historier op. Når jeg spørger hende hvordan dagen er gået og om hun har lært noget, svarer hun ofte med et ’det ved jeg ikke’ eller et ’det kan jeg ikke huske’. Svar som irriterer og frustrerer, for de betyder at hun simpelthen ikke gider tale med mig.  Det nytter ikke noget at presse hende, for så bliver hun sur og så lukker hun skodderne endnu mere i. Så jeg venter tålmodigt og når hun så er klar, så kommer oplevelserne.
Forleden da vi var ude og køre, førte vi eksempelvis følgende samtale:

”Far, der er en pige i 3. klasse som ikke har noget hår. Det simpelthen faldet af. Det startede med at hun havde sådan noget langt hår,” her illustrerede Pigen det lange hår med sine hænder, ” men så blev det kortere og kortere, og nu har hun kun sådan nogle bittesmå nogle tilbage, og de stritter ud fra hendes skaldede hoved. Men far, det smitter ikke.”
Jeg spurgte om Pigen havde set hende på skolen inden hun havde hørt om hende, men det havde Pigen ikke.
”Men ved du hvad far? Der er så nogle drenge fra 5. klasse der har drillet. De har kaldt hende alt muligt. Splatmide og sådan noget.”
”Fnatmide?”
”Ja, fnatmide. Er det ikke bare tarveligt?”

”Jo. Ved du hvad. Jeg synes de drenge er nogle kæmpestore røvhuller! Det kan de simpelthen ikke være bekendt. Hold kæft nogle møgsvin!” Ja, jeg bander ofte foran min datter, ligesom jeg også har røget cigar og spist fed mad mens hun har set på det.
”Jeg synes det er SÅ tarveligt, og synes du ikke også det?” spurgte hun.
Jeg svarede at det gjorde jeg, og igen understregede jeg, hvilke møghunde de drenge var, og de bestemt skulle skamme sig. Jeg fortsatte med, at pigen sikkert var ked af det i forvejen, og så kunne det jo ikke nytte noget, at der så oven i var nogen som drillede og kaldte hende navne.

Vi talte videre om det, og nåede frem til, at det ikke ville være lige så svært for drenge at miste deres hår som for piger. Pigen fortalte mig så, at senere på dagen havde hun set den omtalte pige i frikvarteret.
”Jeg så hende lige pludselig. Hun stod helt alene, og så gik jeg over til hende og sagde, at jeg synes det var synd at hun havde tabt sit hår. Og så gav jeg hende et kram, for det smitter jo ikke.”
”Vi snakkede, og ved du hvad? Hun var megasød, men jeg kunne hele tiden mærke, at hun havde noget gråd herinde” fortsatte Pigen, og lagde sin håndflade øverst på sit bryst oppe ved halsen, ”og det synes jeg jo ikke hun skal have.”

Lidet anede Pigen, at hun med sin lille hverdagsfortælling var ved at give mig noget i halsen, men jeg mandede mig op og fortalte hende, at det gjorde mig stolt når hun handlede på den måde, og skulle til at rose hende mere, men blev så afbrudt med spørgsmålet om, om vi ikke skulle køre ind til siden og købe en is.
Så det gjorde vi.

En dårlig dag blev spoleret

Posted in børn, børnehave, Forældre, Uncategorized with tags , , , , , , , , , , , , on august 20, 2012 by densurefar

Nogle gange har man en dårlig dag. Sådan en hvor man ikke rigtig ved hvad det er som går galt, men hvor man ikke kan holde andre mennesker ud, hvor man bare har lyst til at rejse sig fra skrivebordet og råbe ‘rend mig’ mens man kaster med tingene og går larmende hjem fra arbejde. Det er svært at finde ud af hvorfor alle omkring en er nogle møghunde, og lige meget hvad der sker, er det næsten umuligt at komme ovenpå igen. Sådan nogle dage hvor man sagtens kan forstå de mennesker der går ud i skoven, og i afmagt hænger sig fra en høj gren, uden egentligt at komme med nogen forklaring på hvorfor.
Sådan nogle dage havde jeg ofte. Dage som bare var sorte med sort på og hvor alt syntes forkert og modbydeligt og uretfærdigt. De kommer stadig snigende, men dog kan jeg ikke længere svælge i min egen tristesse, som før Pigen kom til.

Kort tid efter hun flyttede ind, hun har vel været fire-fem måneder gammel, havde jeg sådan en dag. Aner ikke hvor den kom fra, men pludselig var den der, og lige så hurtig som en regering skifter mening, overtog mismodet min krop og min hjerne. Ofte kan jeg sagtens forklare og retfærdiggøre hvorfor andre individer omkring mig er irriterende, men på de her dage er der ingen ræson i, hvorfor alle andre er nogle aber, og hvorfor min hud pludselig bliver så tynd.

Rasende og hadefuld cyklede jeg hjem fra arbejde. Blodet kogte i mig og tanken om at sige op, sælge bilen for hurtige kontanter og skride fra det hele med passet i hånden, lå mig ikke fjern.
Med tunge og støjende trin trådte jeg ind i lejligheden og fandt Pigen legende med et eller andet gennemsavlet tøjdyr. Jeg lagde mig ved siden af hende, og hendes små hænder begyndte at klappe og hive mig i ansigtet. Hendes pludren og fugtige fingre mod min næse og øjne og hår, stilnede råberiet i mit hoved, og erstattede det med fuldstændig ro. Verden stod lige pludselig stille, og alt gik i stå. Alle lyde, på nær hendes stille åndedræt og sagte pludren, forsvandt, og den fuldendte kærlighed som kun hun formår at pode mig med, rensede mit indre og fik mig til at slappe helt af, og tænke, at så er livet altså heller ikke værre.

Hun har gjort det mange gange siden. Altså ødelagt mit dårlige humør. Hun gør det faktisk hver dag. Selv når hun gør mig edderspændt rasende, og provokerer mig til jeg råber af hende som er jeg en eller anden galning, og smækker med døren og siger at så kan hun godt blive på sit værelse, så kan hun bagefter, med et lille smil, et glimt i øjet, eller et forsigtigt “Far, skal vi ikke bare se Svampebob?” mens hun sætter sig helt tæt på mig, få kølet mig ned igen. De fleste gange ignorerer hun mig dog, og leger bare videre med mig og mit indre, som intet er hændt. Og det er nu heller ikke så dumt.

Lidt om at holde op

Posted in børn, børnehave, Forældre, Uncategorized with tags , , , , , , , , , , , , on juli 13, 2012 by densurefar

Langt om længe oprandt dagen, hvor Pigen skulle stoppe i børnehave. Hun havde som sådan ikke været utilfreds med at gå der, men efter vi havde været til intromøde på skolen, så var børnehaven slet ikke noget for hende længere. De sidste tre uger op til hendes endelige adjø til institutionen, var hun ikke glad. Hun var opfarende, hidsig, grådlabil, råbende, trampende, fnysende og talte til tider i tunger. Og det var på hendes gode dage. Hun var simpelthen kørt træt, og hver morgen foreslog hun om “skal vi ikke bare skal tage en lille fridag, far?”.  Jeg kender det fint selv – når jobbet er opsagt eller man venter på at ferien skal begynde, så kan man næsten ikke vente til den sidste dag, og tiden falder én ekstremt lang. Så da vi endelig nåede frem til det endelige stop med børnehavetoget var hun mere end godt tilfreds, og morgenritualerne blev udført med smil, sang og latter.

Den dag var hun ikke den eneste der skulle stoppe i børnehaven. Nina, en anden lille pige, havde også sidste dag, og de to havde så aftalt, at de på denne store festdag skulle have ens kjoler på. Yderligere havde de ingået aftale om, at Pigen skulle have is, og Nina kage med, men det der egentligt skulle have været ganske enkel afslutning udviklede sig til, for mit vedkommende, en lille pinlig affære. Da vi ankom om morgenen, stod Nina nemlig og delte gavepakker ud til personalet. Det viste sig at være æsker med dyr chokolade i, og Ninas mor stod i baggrunden og fablede op om, hvor dejligt det havde været for Nina, og hvor kede af det de var over hun skulle stoppe, og naturligvis skulle de da alle have en flot æske Beier chokolade, for alt det enormt store arbejde de havde udført.


Pigen og jeg stod helt stille i døråbningen og overværede optrinnet. I hånden havde jeg sådan en lille køletaske der er beregnet til seks dåseøl, og hvor der reklameres for ‘properbly the best beer in town’ på siden, og som indeholdte 21 små runde is fra isbilen. Pigen kiggede spørgende op på mig, og mens jeg prøvede at ignorere hendes blik, stoppede jeg de små is ind i børnehavens fryser. Aftenen før havde jeg glemt at lægge køleelementer i vores egen fryser, så i bunden af Carlsbergtasken havde jeg lagt isklumper, derefter isene, og så toppet af med flere isklumper ovenpå. Nogle af de løse isklumper røg ud på gulvet, og i forvirringen tabte jeg også nogle af isene, som inde i papiret knækkede, da isklumperne tydeligvis ikke havde haft kølende effekt nok. Heldig vis opdagede Pigen det ikke, og jeg fik det hele ind børnehavens skabsfryser.
Efter at have sagt farvel til Pigen, gik jeg ud på vejen hvor jeg tømte de resterende isklumper ud i en skraldespand, mens en mand som var ved at bære gadevarer ud foran sin Flüggerbutik, kiggede mistroisk på mig.

British Children Gather Round the Ice Cream Van in the Summer of 1963 by Mirrorpix

Sidst på eftermiddagen skulle hun hentes, og jeg var lidt spændt på hvordan hun ville reagere. Da jeg ankom havde pædagogerne pakket alle hendes tegninger, krims krams, perleplader og fotos ned i en skraldepose hvori der også lå en mappe med fotos og hilsner og endnu flere tegninger. Pigen var klar til at gå, men pædagogerne have noget sværere ved at give slip på hende. De krammede og virkede konfuse, og midt i det hele gav den ene pædagog også mig et kram, hvorefter jeg stillede mig over ved lågen i fald de andre skulle få samme besynderlige idé. Jeg så godt en af de yngre pædagoger tørre en tåre hurtigt væk fra øjenkrogen mens hun snøftede, men den virkning har jeg tit på kvinder, så umiddelbart overraskede det mig ikke. Pigen og de ansatte skiltes ved at hun sagde, at hun nok skulle komme og besøge dem, selv efter hun startede i skole, og så gik vi ud ad lågen.

Ude på gaden sagde Pigen til mig, at hun havde sagt at hun gerne ville komme og besøge dem, men “det behøver jeg ikke, gør jeg far?” Og det var så endnu et spørgsmål til samlingen, som jeg ikke svarede på.

Det bankede på døren

Posted in børn, børnehave, Forældre, Uncategorized with tags , , , , , , , , , , , on juli 10, 2012 by densurefar

En dag jeg stod og vaskede op, bankede det på døren ud til bagtrappen. Det havde jeg ikke prøvet før. Trappen fører ned til den triste asfalterede gård, hvis eneste legeredskab er en kloakrist som Pigen til tider står og kaster sten ned i, for at høre dem ploppe når de rammer vandet. Der er kun 44 lejemål som har adgang til gården, og i de foregående somre, har Pigen stort set været det eneste barn som har været i den. Jeg ved at der bor, eller har boet, børn i nogle af de andre lejligheder, men sikker pga. gårdens østeuropæiske look, har de ikke været dernede.
Men i år har det været anderledes. Der er pludselig dukket børn på Pigens alder op, og de leger og hygger sig dernede. Det positive ved gården er, at man skal igennem to låste porte for at komme ind, så børnene kan tonse rundt dernede uden man behøver være bekymret for, om de vil stikke af.

Da jeg åbnede døren, trådte en lille pige ind i køkkenet. Mens hun hurtigt gik forbi mig og videre ud i mellemgangen, sagde hun ‘jeg går lige ind til hende’. Hun var nået ind i spisestuen, før fik jeg stoppet hende og fortalt, at Pigen ikke var hjemme, men at hun nok ville komme om ti minutters tid. Den lille fremmede pige (jeg hedder Silje, S.I.L.J.E  stavede hun) sagde, at så ventede hun bare og fortsatte ind på Pigens værelse. Jeg var lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle reagere. I forvejen synes jeg det er lidt kejtet med andre mennesker, og børn der fører sig frem på sådan en måde ved jeg slet ikke hvordan jeg skal håndtere. Så jeg gik tilbage til mit gøremål, for opvasken tog jo ikke sig selv.
Pludselig stod den lille pige bag mig. Af en fem-årig har hun en meget dyb stemme, og mens hun spurgte hvad jeg lavede, tog jeg mig selv i at være lidt misundelig på den. Jeg begyndte at forklare at fordi jeg elsker at vaske op, har vi ikke nogen opvaskemaskine,  men hun afbrød mig midt i min forklaring og sagde, at Pigen kunne komme ned i gården når hun kom hjem, og så forlod Silje – S.I.L.J.E  køkkenet.
Nede i gården lagde hun sig på den gynge jeg har hængt op i vasketøjsstativet. Sådan en stor rund en hvor flere børn ad gangen kan sidde og more sig. Hun lå og gyngede frem og tilbage, mens jeg vaskede op, og engang i mellem så hun op på mig i vinduet og vinkede. Jeg vinkede forlegent til hende, og trådte lidt tilbage i køkkenet, da jeg syntes det virkede lidt underligt for en voksen mand at stå og vinke til en fremmed pige der ligger og gynger. Heldigvis gik der ikke længe før Pigen kom hjem, og hun skyndte sig ned i gården for at lege med Silje, og så kunne jeg ellers klare resten af opvasken uden det evindelige vinkeri.

I gården er der også dukket en anden lille pige, Marlene, op. Men Marlene bryder jeg mig ikke om. Hun er også fem år, men endnu mere fremturende i sin adfærd. Hun råber og hendes blotte tilstedeværelse er støjende. Til at starte med legede Marlene og Pigen ofte sammen, men Pigen blev hurtigt træt af Marlene, og efterhånden leger de ikke så meget samme længere. Jeg spurgte hvorfor hun ikke legede med Marlene, og Pigen svarede, at Marlene altid skulle spørge om hun måtte låne Pigens cykel, og når Pigen svarede nej, blev Marlene ved med at plage. “Må jeg låne din cykel? Må jeg låne din cykel? Må jeg låne din cykel?” forklarede Pigen mig vrængende. “Og desuden råber hun også hele tiden”, fortsatte Pigen. Jeg holdt min mund, da det ikke er mit job at bestemme hvem Pigen skal lege med. Men inden i, var jeg ganske godt tilfreds.

%d bloggers like this: