Takt og tone ved pølsevognen

Jeg elsker at spise ved pølsevognen og jeg har, siden hun flyttede ind, altid slæbt Pigen med til den nærmeste af slagsen. Oftest er det til frokost om lørdagen, for om lørdagen er alle gældende regler sat ud af spil.
Når vi vågner spiser vi Nutella-madder mens vi ser tegnefilm. Det er dog på rugbrød, for det kan jeg bedst selv li’, og det må hun jo så bare tage til takke med.  Selvom det er lørdag står vi tidligt op, for Pigen har nemlig svært ved at sove længe. Hun har i øvrigt også svært ved at falde i søvn, så ofte er klokken ikke mere end omkring syv, når hun vækker mig på den ene eller anden måde, og så må jeg jo stå op. Hel tung og ærgerlig i kroppen. Men hun griner og sludrer og glæder sig til at hygge sig med Frøen, som altid er ved hendes side.
Hvis jeg har fået alkohol dagen før, så er jeg måske ikke rigtig frisk, og nogle gange smører jeg  bare Nutella-maden til hende, hælder et glas sødmælk op og lægger jeg mig på sofaen, mens hun sidder i ‘Far-stolen’ og gumler med smørechokoladen over hele hovedet, mens Ramasjang kører på tv.

Når vi så bliver sultne går vi til pølsevognen. Det har vi som nævnt altid gjort, også allerede inden hun kunne gå. Så sad hun i klapvognen og gennemsavlede et pølsebrød, alt imens jeg spiste mig en frankfurter eller en bøfsandwich. Senere begyndte hun at indtage en rød med håndtag, og for tiden er det franske hotdogs hun ynder at bestille, og toppen af kransekagen er for hende, når vi så spiser en Polo på vej hjem.
Det er ret vigtigt at kunne gebærde sig ude i verden, og derfor lærte jeg også hurtigt Pigen at bruge høflige vendinger som ‘tak for mad’ og ‘be’ om’. Det er min opfattelse at man kommer længst med høflighed, at holde døren, hjælpe folk hvis de falder på gaden (og vente med at grine til de er væk), spørge om man kan hjælpe hvis folk ser forvildede ud osv.
Pigen hører at jeg siger “vi vil gerne bede om … ” når jeg bestiller, og hun siger altid tak for mad til pølsedamen inden vi går. Og så giver pølsedamen hende en slikkepind, som hun så kan gumle på på vej hjem.

En dag sludrede jeg med en af pædagogerne om opdragelse og jeg fortalte om min indstilling til tingene, og nævnte blandt andet ‘tak for mad’ ved wienerdilligencen. 
Pædagogen spurgte forundret, hvorfor jeg lærte Pigen at sige tak for mad når vi forlod foderbrættet, og jeg svarede, at vi jo havde fået mad, og derfor takkede både hun og jeg inden vi gik.
Hun mente, at vi var helt galt på den, da vi jo betalte for maden, og det skulle man i hvert fald ikke takke for. Til det forklarede jeg, at vi trods alt havde fået noget tilberedt og serveret, og til det fik jeg spørgsmålet, om vi så også takkede for mad når vi var på restaurant, og det bekræftede jeg.
Det kunne pædagogen slet ikke acceptere, og tydeligvis kunne hun heller ikke argumentere længere, så hun valgte at gå fra mig. Desværre gled hun og faldt i noget sand lige ved siden af os, og jeg hjalp hende op.
Så tog jeg pigen i hånden og så gik vi hjem.
Men da vi kom ud på gaden, skreg jeg af grin.

Klokken 03:05

“Far”
“Fa-ar”
Midt om natten bliver jeg vækket af hendes råb i mørket. Hendes værelse ligger i den anden ende af lejligheden, men på en sær måde virker det altid som hun står lige ved siden af mig, når hun kalder på mig om natten. Det er som hendes stemme forstærkes af mørket, og det lyder som hun taler mit navn – eller titel er det vel nærmest – når hun anråber mig efter midnat.
Hun græder, hvilket hun sjældent gør, og jeg tumler ud af sengen og sjosker ind på hendes værelse. På vej derind kan jeg se at klokken er 03:05. Hun sidder op og tårerne triller ned af kinderne på hende. Hun hikster og kan ikke forklare mig hvad der er galt, men hun er helt opløst af gråd. Jeg lægger mine arme omkring hende, og trøster hende mens jeg selv husker hvordan det var at blive trøstet da jeg var barn. De endeløse mareridt, som jeg stadig lider af, holdt først op når min mor med trøstende ord, hjalp mig væk fra dem og fik mig til at sove videre.
Pigen bliver trøstet og puttet under dynen, og jeg venter i hendes sengs benende til hun sover trygt igen.

Klokken er midt om natten næste nat, og jeg sover. Ikke særligt godt, for det har jeg aldrig gjort, og det kan tælles på én hånd hvor mange gange i løbet af en måned, jeg ikke vågner, er oppe, taler i søvne eller har mareridt.

Denne nat bliver jeg dog vækket på en mere besynderlig måde. Jeg mærker en hånd mod min kind som aer mig helt forsigtigt. Jeg åbner øjnene og ved siden af mig, helt tæt på, står Pigen, og med sin lille fem-årige hånd aer hun mig.
“Hej skat” siger jeg. “Er der noget galt?”
“Nej.”
“Er du ked af det?”
“Næh.”
“Har du haft en dårlig drøm.”
“Nej.”
“Hvad laver du så herinde?”
“Jeg vil bare sige at jeg elsker dig far. Godnat.”
Og så går hun ud af værelset, og forsvinder gennem mørket ind mod hendes eget.
Da jeg bagefter står op for at gå ud og tisse ser jeg, at klokken er 03:05.

Næste morgen spørger jeg hende om hun kan huske at hun havde været inde hos mig om natten. Det kan hun godt, og da jeg spørger om hun også kan huske hvorfor svarer hun, at hun var vågnet i sin seng, og kommet til at tænke på, hvor sød jeg havde været ved hende natten før, så nu ville hun ind og fortælle at hun elskede mig.

Åh lille Pige. Mit bitre lille hjerte er slet ikke bygget til sådan noget her.