Irritation og kærlighed

Jeg kender til irritation. Jeg kender trangen til at slå et andet menneske rigtig hårdt mens jeg råber og skriger. Det første – altså irritation – føler jeg stort set dagligt. Det andet er noget som kommer engang i mellem, men efter Pigen er kommet, sker det tiere og tiere at jeg hilser på den følelse.

Hun er nemlig ret irriterende og generer mig på daglig basis. F.eks hvis jeg skal hente hende i børnehaven, kan det ske at hun ikke vil med hjem. Til at starte med prøver jeg at anstrenge mig og pænt spørge hvorfor, er svaret ofte ”Derfor jeg ikke elsker dig”. Hun bruger af uvisse årsager ’derfor’ i stedet for ’fordi’.
Jeg prøver at tale hende til rette, men på det her tidspunkt har hun gerne bestemt sig, og forvandler sig til det dummeste svin på jorden.
Mens jeg – smilende til de andre forældre og pædagoger – kæmper med at give hende tøj på, skriger, slår og river hun mig, og tanken om hvor man bedst kan gemme liget, kører rundt i min hjerne.
Jeg må bære hende hele vejen hjem, og forbipasserende ser undrerne på mig, mens jeg hvisler at holder hun ikke snart op ringer jeg til politiet.
Men det hjælper sjældent, og følelsen af at være et røvhul bliver større og større.

Men på et helt andet niveau, har hun også bestemt sig for, at gøre mig til at godt menneske. Hun får mig til at føle mig stor, og til tider som verdens bedste mand.

Som når hun sover dårligt, og jeg så efter at have trøstet hende nogle gange foreslår, at jeg sover på gulvet ved siden af hendes seng. Når jeg så har hentet den tynde skumgummimadras og fjernet Warner Brothers uret fra hendes væg – ja, undskyld mig, men det tikker simpelthen så højt, at det er umuligt at sove i den larm – og redt op, så falder der ro over hende, og så sover hun ellers med 150 km i timen.
I nat vækkede hun mig dog ved tre-tiden, for højt at hviske ”Far? Far? Jeg kan høre, at der er noget der hegner på vinduet når man sover” Jeg svarede at man ganske rigtigt kunne høre regnen slå mod vinduet, men det bare var hyggeligt og hun skulle lægge sig ned igen. ”Ja, det er hyggeligt” sagde hun så, og sov videre i Barbapappalampens svage lys.
Og det gjorde jeg også. Med følelsen i maven af at være det bedste menneske i hele verden. En følelse jeg ikke kendte til før hun kom, og som der helt sikkert ikke er andre der kommer til at kunne give mig.

Jeg har ikke lyst til at være en af de der mennesker hvor det hele tiden drejer sig om deres børn. Jeg gider ikke selv høre om andres, så hvorfor skulle det interessere andre end mig hvad hun går og laver, og hvad hun vækker i mig?
Jeg er ikke blevet et bedre menneske af at lære hende at kende, men jeg er heller ikke blevet et dårligere. Jeg er ikke blevet klogere på verden, jeg forstår stadig meget lidt af de ting der sker omkring mig, og hvorfor folk reagerer som de gør, men jeg har lært at livet gang på gang tager røven på én.

Trummerum

Klokken seks tænder min clockradio. Morgenen starter med, at jeg langt væk ligger og lytter til radioavisen, der fortæller historier om nattens kampe, i en verden jeg ikke længere kender.
Efter brusebadet vækker jeg min datter, som helt sikkert starter med at råbe ’Nej far’ og ’uj’ – åbenbart har hun jyske aner, og udtaler ud som uj.
Efter en mindre diskussion får jeg hende uj af hendes storpigeseng, og derefter slås vi så lidt om idéen om en ren ble, samt hvilke farve tøj hun skal have på.
Hendes oprør er allerede startet, og selvom hun altid har været klædt i sort og mørke farver, har tingene nu ændret sig til, at lyserød nu er farven.
Så mens jeg forbander pædagogerne, de andre børn samt Mattel, trækker jeg hende i lyserødt tøj, mens hun fortæller, at vi om lidt skal have ’gusch fæjs’
Corn flakes, som folk med bedre styr på udtalen kalder det, spises, mens hun sludrer og fortæller mig, at hun vil ’puste lyset af’, når hun er færdig med at spise.
Det gør hun så, og vi fortsætter dagens dont med at komme i overtøjet og trasker ned ad trappen for at cykle mod vuggestuen. På vejen råber hun af – hvis vi kan se den – månen, og griner og fortæller, at den nu skal hjem og lege med sin mor.

I vuggestuen skal tøjet af igen, og hendes sut hænges på et søm, og her fortæller hun mig, at den hænger ved siden af Oscars, som i hendes verden hedder ’Car-Car’.
Vi tager afsked – hvilket jeg hader, men jeg bliver bedre til det – og cyklen bringer mig derefter videre til min arbejdsplads.
Her går dagen, og selvom stedet bruger al for megen af min tid, er jeg ganske godt tilfreds med det.

Senere tager jeg hjem, der laves mad og spises, og mens jeg vasker op, er hun i bad.
Hun tørres og bliver smurt ind i creme, og så ser vi enten nogle sjove dyr på Animal Planet, eller Simpsons på 3+, og så er kl. 19:00, og så ser vi nyheder.
Bagefter skal hun puttes, og det gøres ved hjælp af sange, højtlæsning, eller blot kasten rundt med hendes bamser, og en halv time senere fortæller jeg hende, at nu skal hun sove, og så går jeg ind i stuen.
Aftenen bruges derefter på TV, læsning og kiggen på ting på internettet, og så er kl. 23.30 og så går jeg i seng.

Udmattet efter endnu en dag som usynligt menneske. Hel gennemsigtig og forudsigelig.
Jeg talte en dag med en gammel ven og fortalte i min brandert, at jeg håber hun ikke bliver på den måde. At hun kommer til at gøre en forskel. At folk kommer til at huske hende.
Han svarede at der absolut ikke var noget galt med os almindelige mennesker, og det er jeg for så vidt enig med ham i, men det er da forfærdeligt kedeligt.

Nå, ikke mere tid til pjat. Nu står hun og råber efter en rullepølsemad … det er den store ting for tiden. Eller rettere ’ullepøls-mad’, og det er trods alt vigtigere end det her.